Vellykket juletur i Plantagen
Søndag eftermiddag deltog 35 godt påklædte børn og voksne i Spøttrup Turistforenings juletur i Brøndum-Hvidbjerg Plantage. Efter en kort velkomst førte Steen Reinholdt, der kender stedet som sin egen bukselomme, deltagerne ind i området ad hyggelige snepyntede skovstier, og fortalte om og viste, hvordan man i den nu kommunale plantage havde lavet lysninger, hvor der bl.a. var plantet små bøgetræer, der skulle skærmes mod bl.a. hægen. Vi blev ledt ind til den eneste stenalderhøj i plantagen, hørte om besøg af de ikke helt almindelige fugle, korsnæb, der med deres stærke specialformede næb formår at pille frøene ud af fyrrekoglerne. Vi var omkring de store myretuer, hvori myrerne sover deres vintersøvn, forbi det for år tilbage lynramte træ og videre til den smukke skovsø, der blev lavet på jægernes initiativ for rådyrenes skyld. Der blev samlet mos, kogler og andre naturting til juledekorationerne, og turen gik videre ud til marken, der er en gammel flodseng fra istiden, hvor Gudenåen og Karup Å engang løb, og tilbage i plantagen, hvor det i et område var bestemt ikke at rydde op efter de sidste storme, og hvordan dette havde ført til en meget rigere natur for både dyr og planter. Turen sluttede ved skovhytten, hvor turistforeningen bød på kaffe, most og lune æbleskiver. En dejlig og hyggelig tur uden storm og regn.