Smuk og vellykket tur til Hjortholm
Søndag d. 16. august deltog 70 naturinteresserede vandrere i en smuk og vellykket tur arrangeret af
Spøttrup Turistforening ud til Hjortholm ved Krejbjerg. Steen Reinholdt var guide og førte gruppen ad stien
forbi Humlegård med den smukkeste udsigt ud over fjorden. Ved første stop så vi den smukke og ikke helt
almindelige blomst blå ensian, og blev fortalt om den sjældne sommerfugl blå ensian blåfugl, som kun
lægger sine æg på denne plante, og hvis larve snyder sig ned blandt myrelarver, som opfostrer den i den
tro, at den er en af deres egne. Indtil den dag den kommer ud af puppen, og så må komme væk i en
flyvende fart for ikke at blive ædt, når bedrageriet opdages.. Vi hørte om den lille gule tormentilpotentil,
hvis rod er god til snaps. Og om porsen, hvor blade blev plukket og puttet i en flaske vodka til senere
fornøjelse. Videre gik turen nu i gåsegang imellem tagrør og hyben indtil man nåede stranden. Herfra
fortsatte gruppen ud til Hjortholm, hvor Steen fortalte om, hvorledes der på øen i 1800-tallet havde været
en havn, og at man tidligere havde fundet køkkenmøddinger fra Ertebølletiden. Desværre var der så meget
vand i fjorden, at det ikke lykkedes at vade derover. Turen gik tilbage med en kaffepause i læ på en smukt
beliggende skråning, hvor der var velsmagende smagsprøver af den nyligt tillavede porsesnaps. En dejlig
tur.









