Skip to main content

Fantastisk vellykket svampetur i Brøndum-Hvidbjerg Plantage

Fredag eftermiddag havde Spøttrup Turistforening arrangeret svampetur i Brødum-Hvidbjerg Plantage med Jann Ribergaard som guide. Ca 45 mennesker var mødt op med kurve i det fine vejr parat til at fylde dem til aftensmaden. Allerede på den første del af turen fandt vi forskellige svampe, som Jann fortalte om. Små lamelsvampe, som ikke var spiseværdige – hat og stok – som Jann kalder Chaplinsvampe. Et par skørhatte – bl.a. den okkergule, som nemt brækkes i stykker – kendes på knækket, og som forsigtigt skal smages på og spyttes ud igen. Smager de ikke godt, kan de ikke spises. Mælkehattene, som kendes på, at de mælker, når man skærer i dem, og som kan spises, hvis de smager godt. Nybegyndere i svampeplukning blev rådet til at holde sig til rørhattene og kantarellerne. Sidstnævnte fandt vi ikke, men til gengæld fandtes en del Karl Johan, punktstokket rørhat og brunstokket rørhat, som alle er gode spisesvampe. Der blev fundet mange orangekantareller, som ikke er en spisesvamp, og har lameller, hvor kantarellen har ribber, der går ned ad stokken. Nogle fulgtes ad, og andre gik for sig selv, indtil vi samledes ved Jagthytten og kaffen, og hvor Jann gennemgik de fundne svampe. Alt i alt 25 forskellige slags blev det til. Til sidst gennemgik Jann indholdet af alle kurve, så ingen risikerede at få en giftig svamp i gryden. Alt i alt en fantastisk dag, hvor vi lærte rigtigt meget udi svampenes verden.