Skip to main content

Vellykket svampetur i Brøndum – Hvidbjerg plantage

Fredag eftermiddag den 25. september mødte omkring 60 svampeinteresserede op i Brøndum-Hvidbjerg Plantage bevæbnede med kurve for at deltage i Spøttrup Turistforenings svampetur med Jann Ribergaard som svampekyndig guide. Vejret var med deltagerne, og efter en tør sommer efterfulgt af masser af regn og varme, poppede der svampe op overalt. Da gruppen havde gået et lille stykke, fandt vi de første svampe – rødmende fluesvamp – hvor Jann fortalte om spiselige og ikke spiselige svampe. De spiselige begyndersvampe – rørhattene med rør på undersiden, som man kan vide sig ret sikker på. Heriblandt den uovertrufne store Karl Johan, som scorer 3 kokkehuer og brunstokket rørhat, hvor rørene blåner ved berøring, og scorer 2 kokkehuer. Fluesvampene med de hvide lameller, ring på stokken og knold ved basis, skal man som begynder holde sig fra. Gruppen fandt masser af svampe i plantagen, og mødtes ved spejderhytten med fulde kurve, hvor indholdet blev gennemgået. Der var Karl Johan, brunstokket rørhat, orangekantarel – ikke at sammenligne med almindelig kantarel. Den fantastiske og velsmagende indigorørhat, krystalstøvbold, vokshatte, knippesvovlhat, skørhatten som smuldrer, når man knækker den og mælkehatten som mælker, når man skærer i lamellerne. Og mange andre.
Der blev snakket, drukket kaffe, og alle havde haft en udbytterig, lærerig og hyggelig dag.