Skip to main content

Hyggelig søndagsjuletur med Spøttrup Turistforening

Søndag eftermiddag deltog 40 børn og voksne iført travesko og gummirøjsere i juleturen i Dorthe og Jørgen Dalsgaards plantage på Lyngtoften imellem Lem og Lihme. Jørgen fortalte lidt om skoven – hvordan de fældede en del nåletræer, som så blev afløst af egetræer, da man gerne ville have en løvskov. Området bliver ikke brugt kommercielt, men udelukkende rekreativt. Der blev fortalt, at rigtigt mange dådyr og rådyr holder til i området. Med Jørgen i spidsen gik turen ad hyggelige skovstier, og her blev både samlet mos og kogler og kigget på myretuer og rævegrav. Vejret viste sig fra den smukkeste side, hvilket var tiltrængt efter mange grå og våde dage, så humøret var i top. Videre gik turen ud igennem Nr Lem plantage, hvor vi ved gravhøjen lige fik set den smukke udsigt over fjorden mod Venø, hvorefter vi gik tilbage igennem området med de nyplantede egetræer og var heldige at spotte et par rådyr.

Turen blev sluttet af med varm æbledrik og æbleskiver og hyggesnak. En dejlig eftermiddag.