Skip to main content

Tirsdag aften den 15. juni havde Spøttrup Turistforening inviteret til lægeurtetur ved Spøttrup Borg, hvor 45 interesserede og videbegærlige mennesker mødte op til det første mulige arrangement meget længe.

Inge Kjær, som foruden at være arkæolog ved Museum Salling har en stor hobby omkring lægeurter, var guide og fortalte først om skvalderkålen, som enhver kælling ved, er god at spise om foråret sammen med nældeskud og var en af de 9 kål, man førhen skulle spise i skærtorsdagskål. Vi førtes ned igennem Borgens have, hvor vi så den smukke vilde ingefær, som bl.a. i fordums tider blev brugt bl.a. til at uddrive moderkagen og bladene mod pestbylder og nedfalden endetarm, Videre ned under egen, hvis blade og bark var gode bl.a. mod bumser og løse tænder.

Vi hørte om mælkebøtten, om hvordan de tre første bøgeblade kunne hindre sygdom igennem året. Og om kvæden – stegesaft af gås fyldt med kvæde og ål kurere døvhed, hvis den blev dryppet i det døve øre. Vi hørte om rød hestehov, liljekonvaller, ramsløg og lægekulsukker, som vi mødte på vor videre vej ned til borgens imponerende volde med den smukke udsigt.

Herfra videre op til urtehaven, hvor vi bl.a. så og hørte om alrunen, hvis rod ligner et lille menneske og , hvis man trak den op, skulle bruge en sort hund dertil og have dækket ørerne godt, da alrunerodens hylen kunne dræbe et menneske. Denne og mange andre historier fik vi og mange andre gamle lægeurter så og hørte vi om.

En superspændende og hyggelig tur var det.