Naturvandring ved Lysen Bredning

Tirsdag aften havde 75 sommeraftensklædte mennesker trukket i traveskoene for at deltage i Spøttrup Turistforenings naturvandring ved Lysen Bredning. Biler blev parkeret langs hele Humlegårdsvej, og Steen Reinholdt førte an ad grusvejen med den lyse rug på siderne af vejen og den smukkeste udsigt over fjorden.

Vi hørte om de store svampe på bøgetræet, om majblomsten, der havde haft det for tørt til at sætte frugt. Vi plukkede gul snerre – også kaldet Jomfru Marias sengehalm, og kiggede efter den enkelte plettede gøgeurt, som var spottet i sidste uge, men som desværre ikke lod sig finde. Vi så den elegante klokkelyng, kæruld og ved stranden fandt vi strandmelden, der lever i ålegræssets forfald, og den smukke lille sandkryb. En af deltagerne spurgte ind til konksneglens æg, hvilket affødte en længere historie om de indfødtes engang dårlige forhold i Dansk Vestindien. Vi hørte om stillehavsøsters, om dyrkning af muslinger på pælene i fjorden, og spottede de små præstekraver. (fugle). Efter at have passeret slusen blev kaffen indtaget siddende i grøftekanten, hvorefter turen gik tilbage til de parkerede biler. En flot og hyggelig aften.